I 2023 valgte min hustru og jeg, at sælge vores hus, vores bil, og næsten alle vores ejendele, for at rejse i centralamerika med vores børn på dengang fem og fire. I dette indlæg skal du høre om nogle af de praktiske forberedelser med bl.a. downsizing, lejlighedssalg og det at fortælle det til børnene. Hvis dette er første gang du læser med vil jeg anbefale dig at gå tilbage og læse indlæg 1 ( https://www.skovfar.dk/post/rejseblog-del-1-da-vi-solgte-vores-hus-og-alle-vores-ting-for-at-rejse-i-centralamerika-med-sm%C3%A5-b%C3%B8 ) og 2 (https://www.skovfar.dk/post/rejseblog-da-vi-solgte-alt-for-at-rejse-med-sm%C3%A5-b%C3%B8rn-i-centralamerika-del2 )
Efter at havde stilling til turens varighed, og destination, samt hvad der skulle ske med huset derhjemme (læs https://www.skovfar.dk/post/rejseblog-da-vi-solgte-alt-for-at-rejse-med-sm%C3%A5-b%C3%B8rn-i-centralamerika-del2 ), kunne vi gå igang med de praktiske forberedelser.
Først skulle børnene informeres, så nærmeste venner, familie og jobs. Så skulle lejligheden sættes til salg, og pakkes ned, og pakningen til turen kunne begynde.
En eftermiddag, satte vi børnene på vores blå veloursofa i stuen. Vores store piges ben svingede frem og tilbage, som i evigt pendul, og hendes øjne flakkede. Hun var lige kommet hjem, og havde i virkeligheden slet ikke tid til at sidde der, mens de andre børn i bofællesskabet løb og legede ude i gården. Sønnike var lidt en anden sag. Ofte efterspurgte han bare fjernsynet, og jeg må indrømme at vi på det tidspunkt lidt havde givet op på mængden, og derfor istedet prøvede at kvalificere hvad han måtte se.
Min hustru tog ordet, selv var jeg måske for nervøs, og følte på det tidspunkt, at det i højere grad var hendes beslutning end min.
”unger” sagde hun. ”vi skal ud at rejse”.
På det reagerede de ikke. Så vi fandt en video på youtube, hvor de kunne se panoramabilleder fra Costa Ricas natur – Vulkaner, dovendyr, tukaner, den slags.
”wow” var reaktionen.
Hvilket vi fulgte op med en forklaring om, at vi havde tænkt os at sælge det hele og tage på eventyr, så de det næste stykke tid kun skulle være sammen med os og opleve alle mulige vilde ting. Vi fortalte om tulikaner, og edderkopper så store som hænder, og til vores glæde var ungerne helt oppe at køre ved tanken.
Vores store piges glæde blev dog hurtigt afløst af spørgsmål om, hvad der skulle ske med børnehaven, og om vi kom tilbage til bofællesskabet, og vores svar udløste skiftende vrede og glæde, hvilket, hvis jeg skal være helt ærligt, ramte mig lige i hjertet,. Jeg svor på det tidspunkt at vi, der nu havde flyttet to gange i løbet af hendes 5årige liv, skyldte hende at finde fast base, når vi kom hjem. Mindstemanden reaktion var derimod kun glæde (på det tidspunkt) og dagligt derfra måtte vi svare ham på hvornår vi skulle afsted.
Næste punkt var at snakke med mit arbejde på efterskolen, og igangsætte den mængde barsel vi havde tilbage fra den mindste, og så igang med information til venner, familie og bofællesskab, før vi kunne melde ud på sociale medier, og sætte lejligheden til salg, med intention om udflytning omkring februar marts.
I beslutningsprocessen havde vi taget stilling til at lejligheden skulle sælges og alt pakkes ned – i forhold til sidstnævnte var vi enige om, at nedskalere så meget som muligt, sådan så udgifterne, mens vi var afsted var så få som muligt. Derfor besluttede vi at alt skulle gåes igennem, og alt der ikke skulle pakkes, eller ikke havde været brugt det sidste år (på nær arvestykker), skulle sælges, eller foræres væk. En del af processen var også at vi skulle skrabe så mange penge sammen som muligt. Derfor blev alt der kunne sælges for mere end tyve kroner sat til salg. Det overraskede mig faktisk lidt, hvor befriende det var at sælge skiudstyr, læste bøger, værktøj, og alle de ting, som jeg i årenes løb har fået samlet sammen på trods af en ide om at have levet relativt minimalistisk. For hver ting der blev solgt følte jeg mig ganske enkelt lettere.
Pengene som vi fik ud blev investeret på en nordnet investeringskonto med høj risiko, i håb om et afkast der kunne underbygge økonomien en smule mens vi var afsted.
Sideløbene foregik fremvisninger af lejligheden, og før vi vidste af det var det interesserede købere, der gerne ville ind hurtigst muligt.
Louise og jeg lider nok af en væsentlig portion rodløshed, og en hyperaktivitet, der gjorde, at vi selvfølgelig ikke kunne andet end at handle, og vi besluttede at fremrykke afrejsen til så snart mit vikariat som højskolelærer ophørte.
Af sti afsted. Da vi nåede d. 9. januar havde vi nedpakket alt til et 2,5 m2. Opbevaringslokale (og et par ZOE-læs hos mine forældre), solgt bilen, solgt lejligheden, solgt og investeret næsten alt vi ejede, købt rejseforsikringer (med online lægekonsultation!), og pakket vores liv det næste lange stykke tid ned til en stor kuffert, en lille, og to rygsække.
Det pakkede indbefattede to ipads til ungernes flyveture – en genial og forfærdelig beslutning, en bærbar(til mit skriveri). Bæreseler, og en vikle, da vi ville være nødt til at kunne bære ungerne på ryggen når de blev trætte, lidt legetøj – heri tænkte vi mest i open-ended, og figurer. Så det bliv primært til Magna-tiles, der kunne stables (og vejede en milliard kilo), og heste, samt tegneudstyr.
Derudover selvfølgelig tøj, cremer (til mindstemandens eksem), og diverse fornødenheder.
Vi var klar, og da vi på dagen for afrejse stod i lufthavnen i vores vintertøj, som vi havde tænkt os at efterlade i New York (hvor vi skulle mellemlande), uden andre ejendele, end 2,5 m2 opmagasinering, og vores bagage følte jeg mig mere fri, end jeg havde gjort meget længe.
Læs næste indlæg her:
Commenti