top of page

Adder, bæ og bummelum, det du kalder barnets afføring kan ha’ fækale følger og forkludre fordøjelsen

Opdateret: 8. apr. 2023



Det er eftermiddag, og vi er lige trådt ind ad døren. ”Jeg laver lort” siger min søn på to, og går på hug. Jeg har lige hængt hans jakke på knagen og trækker støvlerne af ham, mens jeg forsøger at ignorere dunsten, der er ved at brede sig fra hans bukser.


”Nej!” siger min datter på fire ”du laver adder”.

Jeg stopper op. ”Hvad siger du?”. Hun hæver øjenbrynene. ”Han laver adder” gentager hun. ”Man må ikke sige lort”.

Og så forklarer hun, at pædagogerne i børnehaven siger, at det hedder ”adder”.



Hvis du har børn mellem to og fire år, eller har haft, så kender du nok til situationen, måske har du endda oplevet den. Du ved i hvert fald, at det dér med, hvordan man lige omtaler indholdet af bleen, er ret svært, for hvad skal man egentlig kalde det?


Det er i hvert fald noget, der fylder en del hjemme hos os, og noget vi har debatteret og reflekteret over.

På den ene side vil vi gerne lære vores børn, at ”pøller” er noget man ikke gør offentligt, eller taler om ved bordet. Samtidig er det det mest naturlige og neutrale for et barn i to til fireårsalderen at snakke om, og den tilgang vil vi jo helst ikke tage fra dem, for et naturligt forhold til kroppen er jo vigtigt, er det ikke?


Til sidst er der et helt andet og meget vigtigere spørgsmål, nemlig: Hvordan påvirker den måde vi snakker om bleindholdet egentlig vores børn, og gør det det overhovedet?


Forkerte ord kan forkludre fordøjelsen

Ifølge familieterapeut Fie Hørby, som er blevet kaldt ”en af de mest markante stemmer indenfor børneopdragelse” (Berlingske tidende 21. sep. 2021) og som du måske kender som forfatteren til bestseller-bogen "drop opdragelsen”, der udkom i 2008, så er det overhovedet ikke ligegyldigt hvad vi kalder den (du kan læse mere om Fie Hørby her: https://blackbirdinstitute.dk). Det kan faktisk komme til at påvirke barnets selvopfattelse, og måske endda skabe ubalance i kroppen, hvis vi bruger et forkert udtryk.


Men før vi kommer til Fie Hørby, så lad os lige spole tilbage, til situationen med min søn i entréen.


Den episode og bevidstheden om, at der var

pædagoger, der havde en helt anden tilgang til børnenes afføring end jeg selv, gjorde mig opmærksom på, at der her foregik noget interessant. Der var noget på spil, og når det nu havde fyldt så meget i opdragelsesdebatten hjemme hos os, så var jeg nødt til at finde ud af hvad det var.


”Lort lyder grimt”

Først snakkede jeg med pædagogerne om, hvorfor de sagde ”adder”, der for mig virkede som et meget voldsomt ord.

De svar jeg fik lød noget i retning af ”lort lyder grimt”, og ”pølser er noget man spiser”.

Men der kom ikke en pædagogisk begrundelse, og jeg besluttede, at jeg var nødt til at gå bredere til værks.

Derfor lavede jeg et opslag på Facebook, nutidens store orakel. Måske kunne jeg den vej

igennem finde ud af, hvad folk egentlig kaldte deres børns afføring og hvorfor, og derved komme tættere på et svar.


”jeg gik meget op i at det skulle hedde...” siger familiefar- og socialpædagog, Mikael Søderstjerna, da han toner frem på skærmen. Han klør sig i håret. ”afføring...” siger han, og tøver ”men jeg tror også jeg prøvede at indføre ordet ekskrementer”.


Mikael Søderstjerna er 32 år og gift med Kristina. Sammen har de to børn, David på seks år og Esther på tre. Mikael har, udover et job som socialpædagog, også en kandidat i pædagogisk filosofi, og en bachelor i teologi, og så har han tænkt en del over, hvad man lige kalder den der ”filejs i kummen”.

”Min kone var ikke helt tilfreds med ekskrementer” siger han og smiler. Jeg spørger ham om det blev for klinisk, og han griner. ”det var lige præcis det ord hun sagde” siger han, og tilføjer at hun er læge.

Så spørger jeg ham, hvorfor det var vigtigt, hvad det blev kaldt, mens han aer en sort-plettet kat, der er hoppet op på hans skød.

”man afmystificerer” siger han ”og undgår, at det bliver til noget farligt, hvis man bare bruger fagtermen.” Han tilføjer, at fagtermen er neutral og at ord som ”nummer to”, og ”bummelum”, er meget negative, fordi de forsøger at undgå at snakke om afføringen, at krybe udenom, og derved indikerer, at der er noget her, der er skamfuldt, noget at skjule.


Det er vigtigt at bruge et neutralt udtryk

Det skamfulde fylder da også en hel del hos familieterapeuten Fie Hørby. Det er faktisk noget af det allerførste hun siger til mig, da hun ringer mig op. Hun synes det er vigtigt, at man bruger et neutralt udtryk, når man snakker om børnenes afføring.

”når nogen kalder min afføring for klam eller ulækker, så er det jo en del af mig” siger hun,

”også betyder det jo, at jeg kommer til at synes, at min krop er klam eller ulækker, og jeg kommer til at skamme mig over den”.


Det mener hun altså også gælder børnene, og så forklarer hun, at det kan betyde, at de nægter sig selv at gå på toilet i offentlighed, fordi det er pinligt.

” og på den måde laver man jo ubalance i kroppen”.

Når det kommer til ubalance i kroppen, og især fordøjelsen, så er det faktisk ikke et helt ualmindeligt problem i danmark.

Ifølge Sundhed.dk, lider omkring 20% af den danske befolkning af forstoppelse, hvilket jo kan være en konsekvens af, ikke at gå på toilettet når man skal. Så måske hænger det sammen med den måde, vi taler om afføringen på?


”Barnet skelner ikke mellem sig selv og lorten”

Fie Hørby fortæller også, at hun betragter det som en krænkelse af barnets grænser og krop, hvis en forældre, eller en anden voksen, omtaler dets afføring som klam og ulækker.

”Barnet skelner ikke imellem sig selv og sin lort” siger hun og tilføjer ”og det gør du jo heller ikke. Hvis du har været på toilettet, og din partner kommer ud og siger ”puh her stinker” så føler du dig jo også klam.”

Da Fie Hørby begynder at snakke om min afføring og mine ture på toilettet, kan jeg mærke, at jeg faktisk også bliver helt forfjamsket og skamfuld, hvilket jo netop er hendes pointe.


Det betyder altså en hel del

Fie Hørby mener altså, at det betyder en hel del hvad vi kalder bæen. Faktisk mener hun, at det er en krænkelse af barnet ikke at omtale den neutralt, en krænkelse som kan ødelægge kroppens balance, og få barnet til at føle sig klam og ulækker i mange år, og derved sætte sig direkte på selvværdet.



Meget tyder altså på, at det ikke er ligegyldigt hvilke ord vi bruger, til at omtale ”nummer to”. Og så kommer det helt store spørgsmål.


Hvad skal vi så kalde det?

Ifølge Fie Hørby, så er det mest logiske at kalde det ”lort - det er det, som det er” siger hun, og påpeger, at man kan trække en del af skammen ud af ordet ved at kalde det ved rette navn, i stedet for at tale udenom.



Måske har hun ret.

Samtidig ved jeg, at Mikael, faren jeg

snakkede med først, meget gerne ville undgå brugen af ordet ”lort”. Grunden hertil var, som han sagde, at det er ”noget vi nærmest kun bruger negativt, og barnet er måske endda selv blevet kaldt det”. Altså mener han, at barnet kan komme til at opfatte sig selv som klam, netop fordi ordet ”lort”, er forbundet med noget klamt.

Mikael mener at det rigtige ord må være ”afføring” fordi han mener, at det ikke har ladning. Han foretrækker altså et andet ord end Fie Hørby, men har også selv nævnt tidligere, at det er vigtigt at undgå ord som ”bummelum”, der i hans optik taler udenom.


Men hvis vi skal finde ud af hvad det rigtige ord at bruge er, så skal vi have fat i en der virkelig forstår sig på ord, og måske især bandeord.


”Jeg Syntes selv det var meget voldsomt at min datter gik rundt og sagde at hun skulle lave lort” Siger bandeordforsker Marianne Rathje, der er ansat ved dansk sprognævn, og derudover har en ugentlig sprogklumme i Politiken, da hun dukker op på

min skærm mandag formiddag(du kan læse mere om Marianne Rathje her: https://dsn.dk/kontakt-os/medarbejdere/marianne-rathje/ ).


Hun forklarer at det er fordi, at ordet ”lort” er et bandeord i almindeligt sprogbrug, og bliver brugt til alle mulige andre ting, end at sige man har lavet afføring.


Er adder bedre?

Jeg spørger hende om ”adder” så er et bedre

udtryk. Det var jo det udtryk vi startede med, og som mine børn selv havde lært. Hun forklarer, at det er ligesom når nogen siger ”for Søren” i stedet for ”for satan”, en eufemisme, hvilket kort sagt er en forskønnet udgave af et ord med ubehageligt indhold.


”men adder er jo bare ikke en god løsning” siger hun så. ”Det kunne være ”pølser” som vi også brugte i min barndom, og som vi også brugte da min datter var lille, som jeg ikke ved hvorfor er blevet glemt. Det synes jeg egentlig var meget godt – men det karambollerer måske med, at det også er noget man spiser. Det er bare heller ikke lige så voldsomt som”lort”, eller så afstandstagende ligesom ”adder””.

Hun holder en pause og ser tænksom ud.


Altså mener Marianne Rathje heller ikke at ”adder” er en god løsning, men hun anerkender altså forsøget på, at forskønne ”det voldsomme” ord ”lort”.


”der er ikke rigtigt noget godt udtryk.” siger hun så, og forklarer, at det netop er derfor, der er så mange ord for afføring. Det er tabubelagt, altså et emne, som vi ikke har lyst til at snakke om, og som vi derfor prøver på at undgå, fordi det bliver ubehageligt.


”Det er ligesom med det kvindelige kønsorgan” siger hun. ”det har vi heller ikke noget godt udtryk for.” – Netop ordene for det kvindelige køn har været oppe i medierne jævnligt, og når Marianne Rathje siger sådan, så referer hun blandt andet til

udtrykket ”Skamlæber” som af flere opfattes som nedsættende, og som et ord, der henviser til at kvinder bør ”skamme” sig over deres køn.


Måske er der ikke en god løsning

”I virkeligheden burde man jo kalde det afføring, for det bliver ikke brugt som et ladet ord”, siger Marianne Rathje og erklærer sig dermed enig med Mikael. ”men det er et langt ord” siger hun så, ”og det virker også sådan lidt lægeagtigt, sådan lidt klinisk” fortsætter hun, og påpeger altså det samme, som Mikaels kone gjorde, netop at ordet kan skabe afstand.

”Så der er ikke rigtigt nogen god løsning, vi må næsten finde på et helt femte, men jeg har ikke hørt et godt ord endnu.”


Måske kan vi konkludere, at det vigtige her i virkeligheden er at finde et neutralt ord, et ord som ikke forbinder afføringen med noget negativt og skamfuldt, og derved ikke påvirker barnets selvværd og fordøjelse negativt.

Og selvom der ikke findes et godt ord, så kunne man spekulere i om det vigtigste ikke er, at bruge et ord, som du og barnet opfatter som neutralt? Det kunne være at opfinde et nyt, eller droppe at bruge ordet ”lort” som et bandeord, selvom det også har lange udsigter, at andre gør det samme, eller måske endda bare sige afføring og holde fast i det ”neutrale”, selvom det bliver langt og kluntet.





Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
bottom of page