top of page

5 vildt gode grunde til at du SKAL læse højt med dine børn (udover at de vilelske det!!)

Opdateret: 3. maj 2023


De historier vi får læst højt som børn følger os hele livet. De er med til at gøre os til dem vi er. De opbygger os, støtter os, og former os, men de gør meget mere end det.

Nedenfor vil jeg fortælle om 5 af de ting, vi giver vores børn igennem højtlæsning, som jeg synes er helt vilde, og hvorfor det er direkte katastrofalt når vores børn ikke får læst højt.


Så hvis du endnu ikke har fået taget dig sammen til at gå i gang med højtlæsningen, så læs denne artikel om hvorfor det er så forbandet vigtigt, og direkte katastrofalt at lade være, og hvis du allerede læser højt med dit barn, så læs den, for at give dig selv et skulderklap fordi du giver dit barn nogle helt fantastiske værktøjer med på vejen.



 

1. Dit barn lærer at forklare sig selv, at beskrive det hun føler og at kommunikere med dig, ganske enkelt kommer i til at forstå hinanden bedre!


Bøger indeholder ofte en masse ord, som barnet ikke kender i forvejen, og det betyder at hun kommer til at høre og forholde sig til de ord. Derfor vil højtlæsningen være med til at udvide dit barns ordforråd.


Børn er gode til at stille spørgsmål, og de skal nok spørge hvis der er et ord de har brug for at få forklaret – mange gange så vil de selv kunne regne ordets betydning ud, ved at forstå den sammenhæng det bliver brugt i, nøjagtig ligesom vi oplever det, når vi lærer et nyt sprog.


Højtlæsning gør dem i stand til, med et udvidet ordforråd, til at beskrive sig selv. De kommer til at kunne sætte ord på deres tanker og deres følelser meget tidligere, end hvis de ikke havde fået læst højt, for de hører ikke bare ordene, de hører dem i en sammenhæng hvor de beskriver, og hvor de sætter ord på følelser, og det får barnet til at kunne bruge dem om sig selv. Det kommer til at være en kæmpe hjælp for hele familien, da det gør det nemmere for jer at forstå hinanden.


Kort sagt, så forbedrer læsningen dit barns sprog og evne til at forstå og beskrive sig selv.


 

2. Højtlæsning er 100% udelt kvalitetstid, det er sjældent og vil gøre jer tættere!


Det er måske åbenlyst at sige at højtlæsning gør jer tættere, for selvfølgelig bliver man tættere af at sidde tæt sammen i en god stol og læse.

Men der ligger meget mere i det end det.


Når i læser, har i direkte kvalitetstid. Alle parter er 100% fokuserede på det der er fælles – nemlig historien, og det er sjældent.


I dagens Danmark sker der altid noget. Vi skal altid lige tjekke vores telefon, eller lige høre hvad en anden har at sige, og derfor er den tid dit barn har helt alene med dig noget ganske særligt.


Selv når vi ser en god film så ligger vores fokus stadig et andet sted end fællesskabet og den bliver stadig delt – for at sige det som det er, så er det ikke barnets udelte opmærksomhed der er sjælden, det er din, men når i læser godnathistorie er det nemt at finde den frem, og skabe et fælles grundlag og et fælles sprog, selvfølgelig forudsat at du er i stand til at lade telefonen ligge, hvis den ringer.


Godnathistorien kan pauses, den har plads til samtale og spørgsmål, den har rum til nærhed, tid til fællesskab og tid til hygge, for det primære er at vi er sammen, og fortællingen og nærheden bliver bare et element der forstærker det hele – brug derfor højtlæsningen til at sidde tæt og til at lære dit barn at kende, spørg om de forstod historien, og hør hvad de svarer, giv udelt opmærksomhed og opbyg minder der varer ved.




 

3. Højtlæsning gør det nemmere for dit barn at lære at læse og skrive, og giver dit barn et sundt forhold til bøger langt ind i voksenlivet.


I dag er de fleste lærere enige om, at børn der har fået læst højt allerede inden de er startet i skole, har meget nemmere ved at lære at læse og skrive, men ikke bare det, de forstår simpelthen mere, for selvom de ikke har læst ordene, så har de set dem før.

Noget af det vigtigste i forhold til at lære at læse er succesoplevelser. Når dit barn er vant til at få læst højt, så vil bøger, allerede inden læsetræningen, være forbundet med noget positivt.


Og hvad betyder det så?


Jo det betyder at dit barn vil have succesoplevelser at begynde på, fordi højtlæsningen har været en succesoplevelse. Derfor skal der væsentligt flere dårlige oplevelser til, før dit barn mister modet, og det er rigtig godt. Rigtig mange har nemlig udfordringer med at lære at læse, så hvis du har læst højt derhjemme, så har du fyldt dit barn op med modstandsdygtighed og gå-på-mod.


Et andet element er at barnet der har fået læst højt på forhånd ved hvad de kan få en ud af en historie, de ved at der er følelser at mærke, fortællinger at høre, grin at grine og en indre film der kan afspilles.


Derfor vil deres læselyst fra start være stærkere og deres ihærdighed og vilje til at lykkedes vil være større.


Barnet, der har fået læst højt, vil altså stå med meget stærkere kort hånden, når det skal lære

at læse, end det barn der ikke har.


Det er også en af grundende til at det er katastrofalt at 50 % af danske børnehaver i dag har nedprioriteret børnebøger og højtlæsning. (læs artiklen her https://bit.ly/2Y73N3f )


Derudover er højtlæsning også med til at forstærke dit barns koncentrationsevne, hvilket er en af de ting som nutidens skærme, er direkte med til at nedbryde.


 

4. Børnebøger kan hjælpe jer med at snakke om det der er svært!


En stor forfatter har engang sagt at børnebøger skal snakke om de emner forældrene selv har svært ved at sætte ord på, og det er rigtigt.


Det er en af de ting man kan bruge bøgerne til. De kan nemlig hjælpe med at sætte ord, på nogle af de situationer der er svære, og som der er behov for at snakke om.


Det kan være mor og fars skilsmisse, eller at morfar ikke er her længere, eller noget af den opdragelse, der er svær selv at sætte ord på.


Netop det her gør jeg selv rigtig meget ud af i mine egne børnebøger, der skal nemlig være noget at tænke over, noget barnet kan tage ind i sit eget liv, og få noget ud af.


Så næste gang i står med noget, der kan være svært at sætte ord på, så smut en tur på biblioteket og find en børnebog om emnet.

 

5. Højtlæsning lærer dit barn at forstå sine egne og andres følelser – det udvikler dit barn empati.



Når vi læser en bog, så udvider den vores horisont, og det er noget den gør helt automatisk, hvis man er vant til det, så tænker man ikke så meget over det, men det betyder ikke at det ikke sker,


Det er som den amerikanske forfatter Dr. Seuss (ham kender du måske fra "The Grinch", "Horton og støvfolket", "the cat in the hat" osv.) engang har sagt:


“The more that you read, the more things you will know. The more you learn, the more places you’ll go.".





Når dit barn hører historier om andre der tænker og føler, lærer hun at forstå, at der faktisk er følelser og tanker bag andre menneskers ord og handlinger.


Det lyder måske banalt, og som noget der burde komme helt naturligt, og det gør det også, men med højtlæsningen hjælper du udviklingen på vej.


Det gør dit barn i stand til at forstå og forholde sig til andre meget tidligere, og derfor vil det være med til at udvikle dit barns horisont og følelsesliv.



 

P.s.


Jeg håber at du fik noget ud af mit indlæg, og tusind tak, hvis du har sagt ja til at få besked når der kommer nye børnebøger, shows osv. (hvis du trykkede nej, og har fortrudt, så kan du melde dig til her - https://www.skovfar.dk/tilmeld-nyhedsbrev


Hav en god dag.


Mvh.

Marcus Skovfar










Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page