top of page

5 gode råd til hvordan du vælger den helt rigtige børnebog til højtlæsningen

Opdateret: 3. maj 2023

Hvad end du for nyligt har bestemt dig for at læse højt med dit barn, eller du har gjort det i et stykke tid, så er der et spørgsmål der presser sig på, og som vi næsten alle sammen stiller - hvordan finder man den rigtige børnebog?


Det vil jeg forsøge at svare på i artiklen her, men dette er ikke en artikel med forslag til hvilke bøger du skal læse højt. Den slags er der masser af, og samtlige børnebogsforlag med respekt for sig selv har en liste med 10 børnebøger(som regel deres egne😉), der egner sig helt perfekt til lige netop dig og dit barn (for vi er jo alle ens, og vi kan alle lide de samme bøger...🤔 )

Hvis det er det du er på udkig efter, så er du gået forkert 😊 (og hvis det er det du søger, så vil jeg foreslå, at du finder en af bibliotekarernes lister - de er ganske udmærkede og er ikke på samme måde farvet af økonomiske interesser 😂).


Den slags interesserer mig ikke - ikke fordi det ikke ville være nemt, at lave sådan en kommerciel reklameliste, jeg har da også skrevet nogle børnebøger jeg kan fylde på den 😂😂


Men målet her på bloggen er ikke reklame (i hvert fald ikke først og fremmest). Nej, det er at hjælpe jer med at få mere kvalitetstid gennem højtlæsning, med andre ord, at sørge for at i får den bedst mulige oplevelse med højtlæsningen derhjemme😊

Derfor vil du i artiklen her ikke finde forlagsfastfood, men reelle råd og vejledning fra rigtige børnebogseksperter om hvordan man finder den helt rigtige børnebog til højtlæsningen.


Så læs videre, hvis det er det der interesserer dig.


Jeg har, da jeg skulle skrive dette indlæg, erkendt, at jeg ikke er den bedste til at vejlede når det kommer til valg af børnebøger, selvom jeg jo heller ikke er helt grøn, i kraft af mit virke som børnebogsforfatter, ballonmand og generel børneunderholder. Mine holdninger er bare for farvede, og er baseret på en kunstners følelser, og erfaringer.


Derfor har jeg, for at kunne svare og hjælpe dig bedst muligt, valgt at alliere mig med nogle af landets førende børnebogseksperter, børnebibliotekarerne, der, udover at have uddannelse med børnebøger, også har mange års erfaring med børnebøger og vejledning.

De er derudover, hvilket næsten er det vigtigste, hele tiden i kontakt med forældre og børn og kender deres udfordringer - så de er de perfekte til at hjælpe med at svare på vores spørgsmål.


Til slut, vil jeg inden rådene bare lige nævne, at det, selvom man ikke kan starte for tidligt (papbøger er også en start), heller aldrig er for sent at komme igang med højtlæsningen.


Nå nu har jeg vidst brugt rigeligt tid på at forklare, udsætte og forberede :) Nedenfor kommer de 5 gode råd til hvordan du vælger den helt rigtige børnebog til højtlæsningen.



God fornøjelse.



1. Vælg bøger med emner som dit barn interesserer sig for

Det der med at læse bøger er ikke noget alle børn bare elsker fra fødslen. Det er noget der skal øves og læres. Og når det så er gjort kan det bidrage med rigtig meget godt (læs eventuelt mit andet blogindlæg: "5 vildt gode grunde til, at du skal læse højt med dine børn, udover at de vil elske det",).

Men inden da er det vigtigt, at du som forældre finder bøger, der kan fange dit barns opmærksomhed.


Hvis nu han elsker biler, så vælg en bog om biler. Det kan sagtens være en historie med en bil som hovedperson, eller endnu en bedre en bog med en karakter han kender i forvejen, (eksempelvis Bumle, eller Lynet McQueen).

Hvis det nu er dyr, der er det mest spændende i hele verden, så ville det jo være vanvittigt at starte med en billedbog hvor der ikke er dyr med i osv. (Så kunne du jo f.eks. vælge en af Skovfars børnerim - jeg kunne alligevel ikke lade være ;) )


I en vis forstand kan man sige, at det giver mening at plukke de lavthængende frugter først.


For et barn der har svært ved at koncentrere sig, er dette felt meget vigtigt, og du skal ikke være bange for at vælge en bog, der primært (eller helt) består at billeder, så kan i snakke om billederne, og gå over til noget med mere tekst, når situationen er tryg og rar.


Det er faktisk noget af det vigtigste, højtlæsningen skal være tryg og rar.


Derfor er der heller ikke nogen grund til at gå væk fra billedbøger, og op til bøger med mere tekst, før i føler jer helt klar - det er faktisk bedre at vente lidt sådan så situationen bliver ved med at være tryg, og at barnet ikke mister interessen.

 

2. Vælg en bog dit barn kan forholde sig til

Hvis nu dit barn ikke har en udtalt interesse, eller at i har læst samtlige dinosaur-bøger, i hvert fald alle dem der var spændende, og nu mangler noget andet, hvad gør man så?


Så giver det mening at vælge et emne barnet kan forholde sig til. Det er en af grundende til at Totte-bøgene er så populære. Det er bøger der omhandler noget barnet kender til og som barnet kan relatere til. Selvom du måske kan synes det er lidt kedeligt, så er dit barn dybt engagere i fortællingen, fordi det, ligesom Totte, også går i bad.


Det kan også være en god måde at forberede dit barn på noget der er ukendt, eller måske ligefrem ubehageligt, eller farligt, det kunne f. eks. være et lægebesøg, hvis nu mor og far skal skilles, eller hvis oldemor er syg og snart ikke er her mere.

 

3. Vælg en bog som du synes er spændende og lad dig rive med

Børn kan mærke når vi selv er tilstede i teksten, og nogle gange kan dit nærvær være nok til at gøre bogen spændende. Derfor giver det rigtig god mening, at du også selv deltager i at vælge bogen. Selvfølgelig er det stadig barnet der først og fremmest skal tages hensyn til, det er jo for hans skyld at i læser bogen. Men en bog der kan få dig til ikke at sukke, når der skal læses for 1000nde gang, er helt klart at foretrække.


Og så skal du selvfølgelig lade dig rive med. Lad dig gribe af fortællingen. Grin og lad dig påvirke, det gør det naturligt for barnet også at lade sig rive med. Hvis du synes det er sjovt at lave stemmer, så lav stemmer (men pas på, det kan hurtigt være svært at holde styr på dem). Læs langsomt og lad historien bundfælde sig (alt det her kommer vi til at snakke mere om i et senere indlæg).

Hvis du har lidt svært ved at læse op - så se eventuelt denne fremragende video med Lars Thiesgaard (stemmen bag pumba, grisling osv.) - om hvilke tanker han gør sig, og hvordan han læser højt for børn - i mit arbejde med at indtale lydbøger - deriblandt mine egne, men også andres, bruger jeg jævnligt Lars Thiesgaards forslag.

 

4. Vær kritisk og tag ansvar, før barnet vælger

Denne del synes jeg er svær, for i en eller anden forstand, så skal du og dit barn bare have lov til at vælge en bog sammen. Der er dog den udfordring at en flot forside kan forføre både børn og voksne, børn har bare lidt sværere ved at gennemskue det, før de hører bogen. Når de så finder ud af at den faktisk var elendig, kan det ødelægge oplevelsen. Hvis det sker tilpas nok gange, så kan skuffelsen være med til at ødelægge barnets læselyst både på kort og på lang sigt.


Derfor er det en god ide, hvis du er med til at vælge, er kritisk, læser bagsideteksten, kigger lidt på billederne, og er med til at vurdere om bogen nu er noget værd.


Du skal selvfølgelig ikke lave censur, lad barnet smide et par bøger i posen, men sørg for at der også er noget ordentligt med. Tag ansvar når i vælger bøger, hvis barnet så bliver skuffet over en dårlig børnebog, så kan i lægge den væk og starte på en god børnebog istedet.


En god ide, som flere af de børnebibliotekarer, som jeg har snakket med anbefaler, er at få samlet en ordentlig stak bøger med hjem, brede dem ud på gulvet og lade barnet vælge imellem bøgerne. Læg dem med forsiden opad og sådan så man kan se alle de bøger der er at vælge imellem.


Hvis i gør det hver dag, så skaber i en sjov og hyggelig udvælgelsesproces og det bliver hurtigt til en del af ritualet.

 

5. Spørg bibliotekaren

Hvis du er i tvivl om hvad du skal vælge, så spørg endelig børnebibliotekarerne, ligesom jeg har spurgt dem til dette indlæg.


De ved hvad der rører sig, og de har mange års erfaring med at finde de rigtige børnebøger frem. Derudover ved de hvad der er nyt og spændende, og du har mulighed for at få hjælp til at finde de bedste børnebøger, der rimer, eller omhandler dyr, eller mekanik, eller alt muligt andet.




Til slut vil jeg sige, at det, når det kommer til selve højtlæsningen, er vigtigt at skabe et rum uden forstyrrelser. Læg telefonen væk, gerne i et andet lokale. Sid et sted hvor der ikke er nogle, der ikke er med i højtlæsningen. Sluk fjernsynet, og luk døren.


Derudover skal du lade barnet stille spørgsmål, og du må meget gerne dvæle ved billederne og give dig god tid - sørg for at det er hyggeligt, og snak gerne om historien og billederne henad vejen - det vigtigste er plads til nærhed (det synes bibliotekarerne også)


Tusind tak til de børnebibliotekarer fra Hedensted bibliotekerne, Hillerød bibliotekerne og Varde bibliotekerne, der har bidraget til artiklen her, med gode råd og vejledning.

Næste gang vil jeg skrive om hvordan man skaber et godt rum for højtlæsningen og hvordan du gør det nemt at leve sig ind i historien, og lade sig rive med.


Hvis du fik noget ud af indlægget her, så tilmeld dig gerne mit nyhedsbrev, via linket her. og del endelig indlægget.


Og ellers vil jeg bare sig - God højtlæsning


Mvh.


Marcus "Skovfar" Øland

- børnebogsforfatter og børneunderholder.


Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
bottom of page